Oplevelsen er vigtigere end karakteren

Covid-19. Corona. Nedlukning. Bobler …. og ikke af den go’e slags. Vi er alle trætte af restriktioner. Det gælder bestemt også kommunens erhvervsliv.

Som formand for Køge Arbejdsgiver Netværk ved jeg, at det er hårdt hos mange. Jo tak, der er givet lønkompensation, men hvad med de mange faste udgifter og dækningsafgifter? Hvad nytter det, hvis medarbejderne ikke har nogen virksomhed at vende tilbage til, fordi den er gået konkurs?

Men der er også virksomheder, som har godt gang i forretningen. De har fortsat kunnet drive deres virksomheder – måske endda oplevet vækst, fordi de har set muligheder i markedet, de har udnyttet.

Uanset hvilken ’gruppe’ man tilhører, er grundstenen en velfungerende erhvervsservice. At virksomhederne føler sig hørt og mødt med velvilje, engagement, håb og gode ideer og forslag. Alt det, der er med til at hjælpe virksomheder igennem og i mål.

Det handler om oplevelsen, når virksomhederne møder den lokale erhvervsservice. Det er mindre vigtigt, om Køge er faldet nogle karakterer i Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsklima. Hvis oplevelsen hos virksomhederne er i top, bliver karakterne også derefter. Det skal ganske enkelt ligge i kommunens DNA at give den bedste service.

Derfor er det også positivt, at Køge Kommune og Connect Køge har lanceret ”Business Breakfast”, der skal styrke dialogen og fremme et tættere samarbejde mellem kommunen og det lokale erhvervsliv. Her får virksomhederne bl.a. lejlighed til at tale om de udfordringer, de har i hverdagen.

Det gode er dog, at der er lys for enden af tunnelen. Vaccinen er ved at blive rullet ud. Flere virksomheder oplever god ordretilgang på deres web, og detailhandlen har gjort deres for at klare sig igennem – med webshops og Click & Collect.

Det bliver kæmpet bravt – så nu skal vi alle kvittere med at handle lokalt og støtte godt op om Køges virksomheder og butikker. Nu – og når landet (snart) åbner op igen.

Søren Evald

Formand