Kender du Connect Køge?

Maj 2017

Connect Køge er Køges nye erhvervsfond, der skal sikre Køges position som vækstmotor i regionen og styrke erhvervsudviklingen og turismen. Køge Arbejdsgiver Netværk præsenterer Connect Køge på medlemsmøde med middag torsdag den 6. april.

Køges erhvervsliv skal have de bedste vilkår, og det gælder både iværksættere, etablerede virksomheder og nye internationale aktører. Turismen skal blomstre, og over for resten af landet skal Køges branding og markedsføring være stærk og synlig, så alle ved, hvilke muligheder der ligger for erhverv og turisme i og omkring Køge.

Bestyrelsen for fonden er udpeget, og i skrivende stund har man igangsat en rekrutteringsproces til stillingen som direktør for Connect Køge.

På vores medlemsmøde torsdag den 6. april kl. 17 har vi samlet nogle af de personer, der står i centrum for udviklingen og tilblivelsen af Connect Køge. Det er en oplagt chance for at høre mere om erhvervsfonden og de tanker, der er tænkt for fondens arbejde med udvikling af erhverv og turisme’,  siger John Pihlkjær, formand for Køge Arbejdsgiver Netværk.

Processen og ambitionerne

På mødet, der er for medlemmer af Køge Arbejdsgiver Netværk, gæster og andre erhvervsfolk, der er interesserede i Connect Køge, kan man høre mere om processen, ambitionerne og den brede opbakning fra bl.a. Køge Erhvervsudviklingsråd, Køge Bugt Erhvervscenter, Visit Køge, Køge kommune, arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutioner.

Mødet afsluttes med en hyggelig middag på Køge Golf Klub.

Tilmelding

Er du eller din virksomhed medlem af Køge Arbejdsgiver Netværk (KAN), kan du og en gæst deltage gratis i både medlemsmøde og middag. Ønsker du at invitere flere gæster, koster det 375 kr. pr. person. Er du ikke medlem af KAN, men vil du gerne melde dig ind, kan du modregne deltagelsesgebyret på 375 kr. i det årlige KAN-kontingent på 950 kr.

Tilmelding foregår på www.k-a-n.dk, Arrangementer, Medlemsmøde den 6. april.

Yderligere oplysninger:

John Pihlkjær
Formand
Køge Arbejdsgiver Netværk
M.: 40 30 08 05